Konkurrencestaten var en nødvendig overgang – men vi skal videre

New Public Management og konkurrencestaten bliver voldsomt kritiseret. Vi ser rigtig mange negative konsekvenser af det: borgere bliver til objekter og numre, medarbejderne oplever, at de må svigte deres faglighed, for at bruge tiden på at tilfredsstille “systemerne.”

Jeg tror, at begge dele var nødvendige – som en overgang. Og det siger jeg ikke bare for at retfærdiggøre, at jeg var én af dem, der var med til at indføre AMU-kurset: Kvalitet i den offentlige sektor. Men den offentlige sektor var mange steder blevet så syltet ind i sin egen inerti, at der skulle noget andet til, for at flytte deres  selvbevidsthed og måder at arbejde på. New Publice Management og konkurrencestaten var en slags wake-up-call, som var en nødvendig del af udviklingen.

Men i dag er det disse styringsformer, der skaber inertien!
Fratager det mange engagerede ledere og medarbejdere, deres faglige stolthed og engagement. Vi ser en klar overvægt af medarbejdere fra den offentlige sektor, der får “system-sygdomme”  – stress, depression og meget andet. Opremsningen af “sygdomstegn” – altså tegn på at systemet er sygt og stresset, kan du selv fortsætte.

Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang,
som vi brugte til at skabe dem.
 Einstein

Politikere, direktører, departementschef og alle jer ander, der er med til at sætte dagsordenen for fremtidens offentlige sektor, og dermed for os alle i samfundet:
Stop med at prøve mere af det samme – mere kontrol, mere system og lyt nu til gamle Einstein.
den 12.2. 2016 Mona Hvid

Højere uddannelse kræver mere styring…?

Lidt om os… herefter indlæg…

 

 

 

 

 

 

 

I dag er borgerne i Danmark uddannede på et niveau som aldrig før.
Samtidig er vi vidende til en grad af styring og dokumentation, som aldrig før.
Vil det sige, at vi uddanner mennesker til reelt at tage et mindre ansvar end tidligere?

Mange fagbureaukratier i den offentlige sektor lever efter den overbevisning, at magt og agt skal følge længden af folks uddannelse i en lige linje. Men, der er samtidig ikke tillid til, at mere viden og uddannelse giver den rette adfærd.

  • Hvordan kan vi så bevidstløs fortsætte med at tude vores børn fulde med at de skal læse videre – til hvad – skrankepave?
  • Hvordan kan vi tro, at alle løsninger ligger i indlæring via uddannelse og ikke dannelse via praktisk arbejde og læring?
  • Hvordan kan vi forsvarer at lytte så meget til eksperter, kan man spørge sig selv?